Grådigheden slår til igen PDF Udskriv
blaa_tal.jpg

Jens_megafon

Mit navn er Jens Balle og jeg er adm. direktør i Handelsinvest. Jeg har en mangeårig erfaring med investering og har arbejdet i både ind- og udland.

Mine kommentarer tager ofte udgangspunkt i psykologien bag markedet - et emne jeg ofte holder foredrag om i forskellige sammenhænge.
sign_05
Så er den gal igen. Investorer søger løbende at optimere afkastet, og i den forbindelse skeler man ikke altid til sammenhængen mellem afkast og risiko. I maj måned blev selskabet Abaris Ejendomme optaget til notering på First North - OMX´s alternative liste. I dag (18. oktober 2007) kan man så læse en række spændende oplysninger i Jyllandsposten om selskabet.

Kejserens Nye Klæder - igen-igen?
Den nemmeste måde at etablere en formue må være at få andres formuer. Det er samtidig et af de ældste fag i verden og vi har altid ladet os bedrage/lokke/overtale. Kejserens Nye Klæder af H.C. Andersen er et godt eksempel på vores manglende evne eller mod til at turde gå imod strømmen. I eventyret er det en lille dreng, der må gøre opmærksom på fakta overfor hele befolkningen.

Sådan er det også på de finansielle markeder. I jagten på det gode afkast lader vi nogen gange hånt om fakta og fokuserer i stedet på de overvældende muligheder, vi er blevet præsenteret for. Eksemplerne gennem tiden er mange - lige fra Tulipan-markedet i Holland i 1700-tallet til IT-boblen ved årtusindeskiftet. Den næste boble er måske på vej i ejendomssektoren?

Ejendomme er fortsat en varm ting hos investorer. Det er næsten på samme niveau, som DOT.COM var ved årtusindeskiftet. Vil man i dag have adgang til investorernes lommer, skal man investere i ejendomme - meget gerne i Tyskland - eller private equity. Det er de to varmeste emner i øjeblikket.

Abaris har valgt det første.

En succeshistorie
Abaris blev noteret på First North i maj måned og allerede i juli var aktierne steget voldsomt. Dette skete helt uden nye meddelelser fra virksomheden.

"En væsentlig faktor i Abaris kerneforretning, er hele tiden at kunne indgå forretningsaftaler med kunder og partnere. Det er derfor af afgørende betydning for Abaris, at være en troværdig partner i enhver sammenhæng."
Fra Abaris' værdigrundlag

Abaris beskæftiger sig med handel med ejendomme. Ifølge Jyllandsposten sker dette i en snæver personkreds, og købene finansieres af sælgerpantebreve i ejendommene. Dette giver selskabet mulighed for at bogføre en gevinst samt likviditet til de næste køb af ejendomme. Hvis køber af ejendommen ikke kan betale afdrag, risikerer pantebrevskøberen at stå med en overbelånt ejendom. Dette er ikke ulovligt, men lever vist ikke helt op til Abaris' værdigrundlag.

At bagmændene har mødt hinanden i forbindelse med afsoning af fængselsstraffe er kun med til at bekræfte nødvendigheden af altid at netværke :-).

First North - alternativ markedsplads
En af First Norths opgaver er at hjælpe med kapitalfremskaffelse under lempeligere forhold end den almindelige fondsbørs.

I vores verden stilles mange krav ved en almindelig børsnotering, hvilket har gjort det næsten umuligt for unge virksomheder at skaffe kapital via udstedelse af aktier. Derfor er de krav, der stilles, væsentligt lavere - hvilket First North også gør opmærksom på på sin hjemmeside.

Jyllandspostens journalister stiller spørgsmålstegn ved kontrollen af virksomheden i forbindelse med børsnoteringen. De fakta Jyllandsposten omtaler, burde måske være undersøgt nærmere, men et af formålene med First North er netop at give mulighed for at opnå kapital med begrænsede krav til oplysningerne.

Som investor er det meget vigtigt at være opmærksom på denne sammenhæng. Aktierne på First North er mere risikofyldte end aktierne på den rigtige børs. Nogen mener også, at afkastmulighederne er større - men det er vist ikke endeligt bevist endnu.
 
Handelsinvest, Østergade 2, 7400 Herning, Danmark, Telefon: +45 9712 3355 | info@handelsinvest.dk | sitemap