Sæson i aktiemarkedet? PDF Udskriv
m_122.jpg

Er nogle måneder bedre end andre?

Jens_megafon

Mit navn er Jens Balle og jeg er adm. direktør i Handelsinvest. Jeg har en mangeårig erfaring med investering og har arbejdet i både ind- og udland.

Mine kommentarer tager ofte udgangspunkt i psykologien bag markedet - et emne jeg ofte holder foredrag om i forskellige sammenhænge.
sign_05
Fra tid til anden hører man om sæsonfænomener på aktiemarkedet. Fænomener som "Oktober er en dårlig måned" eller "Januar en god måned". Er der noget om snakken, og kan man påvise disse svingninger? Det er målet med denne kommentar, at søge at kigge på en række af disse påstande om svingninger.

Maj er en af de mest risikable måneder at spekulere i aktier. Andre svære måneder er juli, januar, september, april, november, marts, oktober, juni, december, august og februar.
Mark Twain

På baggrund af data fra august 1957 - september 2007 for det amerikanske aktieindeks Dow Jones, har jeg forsøgt at undersøge følgende påstande:


  • Januar er en god aktiemåned
  • Oktober er en dårlig aktiemåned
  • Sell in may and go away

Den undersøgte periode

1957-2007 indeholder mange spændende elementer. Både de glade 60'ere, perioden efter oliekrisen i 1972, discodagene i 80'erne, den teknologiske udvikling i 90'erne, samt kriser først i det nye årtusinde. Alt i alt en periode der bør være repræsentativ. I hele perioden steg indekset fra 484 til 13.895, svarende til 2.939%- EKSKL. udbytter!! Det gennemsnitlige årlige afkast er på 8%, hvilket stemmer meget overens med Jeremy Siegels målinger over 200 år. Det dårligste år gav -28%, mens det bedste gav +38%.

 

Det dårligste år var 1974 og altså ikke i perioden 2000-2003, som mange nok ville have forventet. Det bedste år var året efter - nemlig 1975.

 

Kigger man på løbende 12 måneders-perioder, får man 587 måleperioder. Af disse var afkastet positivt i 70% af perioderne!! Opererede man med en 3-års horisont, ville afkastet være positivt i hele 79% af tilfældene. 

Man har gode odds som aktieinvestor med tre års tidshorisont - kan man konkludere på baggrund af disse data!

Januar er en god aktiemåned

Et tilbagevendende tema er, at januar er en god aktiemåned. Rent logisk kan der være flere forklaringer på, at dette skulle være tilfældet:


  • et nyt år er startet, så investorerne har måske mere mod på at tage nye risici
  • pensionsindskud er måske sket i december, og skal investeres nu.

Men er der noget om snakken? For at vurdere om januar er en god aktiemåned, har jeg sammenlignet værdien ultimo januar med værdien ultimo december året før. Er januar-værdien højere, er det et udtryk for at markedet er steget i den pågældende januar måned - hvilket tages som udtryk for, at udsagnet stemmer på det år.


Datasættet rummer 50 målinger og af disse er de 34 positive, svarende til 68%. Baseret på målingen er der altså 68% sandsynlighed for, at aktier købt ultimo december vil være mere værd ultimo januar.


Hvor vidt dette så er signifikant og så interessant, at man skal indarbejde det i sin strategi, kan være svært at afgøre. Men sandsynligheden for, at januar giver positivt afkast, er den samme som sandsynligheden for at et helt kalenderår giver positivt afkast - nemlig 68%.


Faktisk giver måneden december positivt afkast i 70% af tilfældene, og må derfor regnes som en bedre måned med et gennemsnitligt månedsafkast på 1,59%.


Dette tilsiger, at man bare skal eje aktier hele tiden - et udsagn jeg i bund og grund er enig i, da man ikke kan time sine ind- og udgange af markedet over tid.


I den kommende tid vil jeg undersøge andre af tommelfingerreglerne.


 
Handelsinvest, Østergade 2, 7400 Herning, Danmark, Telefon: +45 9712 3355 | info@handelsinvest.dk | sitemap