Information fra specialister PDF Udskriv
blaa_tal.jpg

Jens_megafon

Mit navn er Jens Balle og jeg er adm. direktør i Handelsinvest. Jeg har en mangeårig erfaring med investering og har arbejdet i både ind- og udland.

Mine kommentarer tager ofte udgangspunkt i psykologien bag markedet - et emne jeg ofte holder foredrag om i forskellige sammenhænge.
sign_05
Medier og helt almindelige investorer bruger mange ressourcer på informationer fra analytikere og andre specialister. Medierne kan bruge markante udsagn i overskrifterne og på den måde måske få flere kunder til at købe avisen, se programmet eller besøge hjemmesiden. Men er disse informationer brugbare i investeringsbeslutninger?

Overvurderer egne evne

Det er almindeligt anerkendt, at vi mennesker har en tendens til at overvurdere egne evner. Jeg har tidligere underholdt med undersøgelser vedrørende vore evner til at køre bil, hvor helt op til 82% mener de er bedre bilister end gennemsnittet. Dette gør sig ikke kun gældende, når vi skal køre bil, men også i andre situationer.

I en amerikansk undersøgelse var over 70% af de adspurgte analytikere bedre end gennemsnittet! Mente de selv.....
I samme analyse var kun 9% af disse analytikeres aktieanalyser salgs-anbefalinger!

Andre analyser har påvist at det specielt er os mænd der har en tendens til at overdrive egen viden. Da rigtig mange analytikere er mænd skal man også huske på dette når man læser deres analyser!

Virksomhedsbesøg - et realistisk billede?

Rigtig mange analytikere og specialister bruger mange ressourcer på at besøge virksomheder og tale med virksomhedernes beslutningstagere. Ressourcer som de naturligvis mener, er med til at give dem et bedre billede af virksomheden og dermed øget værdi i analysen. Men er det belæg for det?

Kan man forestille sig, at en virksomhed og dens ledere forbereder sig på besøg fra analytikere. Kan man forestille sig, at man lige beder medarbejderne rydde op? Kan man forestille sig, at virksomheden forsøger at vise sig fra sin bedste side?

Og hvad med virksomhedens ledelse? Kan man forestille sig, at de svarer ærligt på spørgsmål? Kan man overhovedet forestille sig at en virksomheds leder siger "Det går faktisk rigtig skidt, vi har ikke styr på regnskaberne, ordrerne og vi har stor udskiftning i personalet på grund af dårligt arbejdsklima"?

Det er svært at forestille sig, ikke? Og hvis man kombinerer dette med det faktum, at langt de fleste af os har en ret stor autoritetstro, gør det værdien af sådanne analytikerbesøg endnu mindre. En 27-årig analytiker, der sidder overfor en administrerende direktør på 45-55 år i en børsnoteret virksomhed, vil som udgangspunkt acceptere utroligt meget af det direktøren siger. Det viser en lang række undersøgelser af vores holdninger til autoriteter.

Den gode investering

Det kan være vældig underholdende læsning, men det er usikkert om det bidrager til investeringsbeslutningerne. Der er fortsat kun en god måde at lave den gode investering på:

  • Spredning

  • Rebalancering
  • Lav omsætning

    Spredningen er væsentlig for at sikre, at man ikke bliver afhængig af udviklingen i en bestemt aktivklasser eller - endnu være - afhængig af udviklingen i en speciel aktie. Aktiemarkedet vil over tid stige - det tilsiger historikken - men en enkelt aktie kan godt falde - ja endog gå konkurs - over tid.

  • Rebalanceringen består i at bringe sin portefølje tilbage til den oprindelige strategi/risikoprofil. Vi oplever ofte, at aktier giver højere afkast end obligationer. I en sådan situation vil udviklingen gøre, at man løbende får "flere aktier" i sin portefølje - og dermed højere risiko i sin pengepung. Man skal derfor med jævne mellemrum bringe sin portefølje tilbage til udgangspunktet. Det vil gøre, at man sælger det der er steget mest/faldet mindst, og køber det der er faldet mest/steget mindst!

    En sådan rebalancering bringer både risikoen i porteføljen ned og afkastet op.

    Den lave omsætning er væsentlig for specielt mænd! En ny analyse har vist, at kvinder vil få næsten 40% mere i afkast over 20 år end mænd. En væsentlig grund til det er, at mænd omsætter mere og dermed løbende betaler omsætningsomkostningerne. Aktier er jo en langsigtet investering, hvorfor det bedste råd er "køb og behold" - men husk spredningen!

    Kan du så bruge den her kommentar til noget? Egentlig ikke for den er jo skrevet af en mand og specialist - og vi har det jo med at overdrive egen viden og indsigt.......

     
    Handelsinvest, Østergade 2, 7400 Herning, Danmark, Telefon: +45 9712 3355 | info@handelsinvest.dk | sitemap