Konjunkturcykler - er der noget om snakken?

oekonomi.jpg

Jens_megafon

Mit navn er Jens Balle og jeg er adm. direktør i Handelsinvest. Jeg har en mangeårig erfaring med investering og har arbejdet i både ind- og udland.

Mine kommentarer tager ofte udgangspunkt i psykologien bag markedet - et emne jeg ofte holder foredrag om i forskellige sammenhænge.
sign_05
Flere økonomer har gennem tiderne søgt at påvise eksistensen af konjunkturcykler i økonomierne. Ikke alle har vundet indpas, men en enkelts teorier bliver måske yderligere bekræftet i disse dage.

Nikolai Dmitriyevich Kondratiev, (4 marts 1892 - 17 september 1938) var en russisk økonom, der forskede i eksistensen af store kunjunkturcykler i de vestlige økonomier.

Baseret på 100 års data fra USA, Frankrig, England og Tyskland forudså Kondratiev i 1920'erne at økonomierne ville blive ramt af depression inden længe. Baggrunden var eksistensen af en cyklus af vækst og depression i industriproduktionen med ca 50 års mellemrum. Den seneste depression var oplevet i 1880'erne og derfor måtte en ny komme omkring 1930. Ikke mange lyttede til Kondratiev, og i 1930 blev Kondratiev fængslet af Stalin og døde i fængsel i 1938.

Kondratiev deler den store cyklus op i fire under-cykler:

Forår
  • Gradvis stigning i aktiviteten og fald i ledigheden
  • Forbrugere får langsomt større tillid
  • Langsom stigning i forbrugerpriser (inflation)
  • Aktiepriser starter på stabil vækst
  • Det bliver nemmere at låne penge

    Sommer
  • Er historisk indledt med krig (Krigen i 1812, Borgerkrigen i USA. 1. Verdenskrig og Vietnam-krigen)
  • Vækst i pengemængden og kraftig inflation
  • Guldpriser stiger
  • Renter stiger
  • Aktiemarkederne er under pres - slutter perioden med bear-marked

    Efterår
  • Kraftigt bull-marked
  • Offentlig ekspansion og lempelig finanspolitik
  • Aktiepriser når euforisk niveau
  • Ejendomspriser når euforisk niveau
  • Guld-priser i bear-market
  • Obligationer topper ved afslutningen
  • Høj forbrugertillid
  • Lav arbejdsløshed

    Vinter
  • Bear-marked for aktier
  • Konkurser
  • Banker og andre finansielle virksomheder i krise
  • Svært at få lån
  • Valutakriser
  • Guld stiger i takt med at deflationen bider sig fast

    Vi skulle lige have forladt efteråret...............
  • Kilde til ovenstående er Bolder Investment Partners, du kan se deres model her.

    Økonomer ikke enige
    Økonomer er ikke overbevist om eksistensen af sådanne cykliske bevægelser i økonomien. Samtidig har man gennem tiderne ofte fundet en god forklaring på hvorfor det denne gang vil gå helt anderledes - tænk bare på "new economy" i slutningen af 90'erne (et begreb man faktisk også brugte i 20'erne!). Det er nemlig aldrig sjovt at forestille sig negativ udvikling i økonomien.

    Der er flere gode grunde til eksistensen af sådanne cykler i økonomierne. Verdensøkonomien er en levende organisme der består af en lang række deltagere der hver især tager beslutninger. Summen af disse beslutninger giver den økonomiske udvikling.

    I perioder hvor tingene går godt vil langt de fleste beslutningstagere træffe beslutninger af "ekspansiv" karakter. Udvidelse af forretningsomfanget vil være dagsorden. En sådan periode har vi netop oplevet og et typisk resultat er, at der skabes mere end der reelt er brug for, på tværs af industrier og på tværs af lande. 

    I perioder hvor det går mindre godt vil det modsatte ske.

    Dette er en af grundene til at cykler eksisterer i økonomien.

    Længden på de 50-60 år kan muligvis forklares med at det er ca. en generations "voksenliv" og dermed deltagelse på arbejdsmarkedet. Hvorfor er det interessant? Fordi de beslutninger vi tager ofte tager udgangspunkt i de erfaringer vi har. Så har man kun oplevet depression og tilbagegang vil være man skeptisk og forsigtig. Har man kun oplevet fremgang vil man være tilbøjelig til at tage store risici (Island er et godt eksempel på dette, idet man i de islandske virksomheder havde en lav alder på ledelserne, hvilket tilsiger en kort erfaring og primært erfaring med gode tider).

    Dystre udsigter?
    Hvis markedet bevæger sig i cykler må det også være muligt at forudsige hvornår den nuværende situation slutter. Som beskrevet tidligere befinder vi os i slutningen af et efterår eller i starten på en vinterperiode.

    Bolder Investment Partners i Californien har beskrevet disse tidsperioder på Forår/Sommer/Efterår/Vinter.


    Fire Kondratiev cykler i USA
    1789 - 2007
    1789-1845
    1845-1898
    1898-1949
    1949-2020?
    Forår
    1789-1803
    1845-1859
    1898-1907
    1949-1966
    Sommer
    1803-1821
    1859-1865
    1908-1920
    1966-1981
    Efterår
    1821-1836
    1866-1873
    1921-1929
    1982-2000
    Vinter
    1837-1845
    1873-1898
    1929-1949
    2000-2020?
    Kilde: Bolder Investment Partners/The Long Wave Analyst - se evt. en mere fyldig beskrivelse her - henter et Word-dokument.

    Så det kan desværre vare lidt inden det for alvor går fremad igen....

    Handelsinvest, Østergade 2, 7400 Herning, Danmark, Telefon: +45 9712 3355 | Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. | Finanstilsynet | Disclaimer