Hvordan ville verdens økonomien se ud, hvis MBA - og andre business schools - havde mere fokus på jobskabelse end på bundlinjeoptimering? Det var et interessant spørgsmål, jeg forleden så på Twitter - for måske har de teorier vi lærer på sådanne uddannelser, stor indflydelse på den situation verden er i i dag?

Torsdag blev jeg officielt helt færdig med min MBA. Så jeg burde selvfølgelig holde min mund, og ikke i en blog stille spørgsmål ved værdien af en sådan uddannelse ude i virkeligheden. For jeg risikerer jo at udvande min hårdt tilegnede uddannelse - en såkaldt Catch 22. (Se en forklaring for det her)

Den kritik, jeg her vil bringe, går ikke på de forskellige skolers kvaliteter - eller mangel på samme. Ej heller på de store udsving i professorernes kvalitet, jeg mødte på min egen uddannelse. Lige fra den små-sjofle og lumre stortalende “ekspert i alt” til de meget velformulerede og vidende specialister. Nej, jeg tænker på det generelle indhold på sådanne uddannelser.

Fokus på bundlinje

Det er mit indtryk, at mange uddannelser rettet mod ledelse, handler om bundlinjeoptimering via besparelser og optimering. Det er ikke meget af pensum, der fokuserer på jobskabelse. De buzz-words, vi hører, er typisk LEAN, optimering, just-in-time, outsourcing, synergi fra fusion og lignende strategier om at spare sig til bedre bundlinje.

Denne optimering tilsættes så et andet parameter, der har vist sig at have stor indflydelse på vores nuværende situation: gearing. Et væsentligt punkt i optimeringen har været gearing. Egenkapitalen skal være så lille som mulig, og vi skal låne så mange penge som muligt.

Det er dog også mit indtryk at gearingen bliver en del nedtonet i øjeblikket - også fordi det er særdeles vanskeligt - globalt! - at skaffe lånefinansiering.

Optimeringen er måske meget i tråd med aktionærernes/ejernes interesse. Isoleret set. For når alle har fulgt strategien, sker en forringelse af aktionærernes udbytte fra virksomheden, for markedet bliver mindre. Dette mindre marked har vi i Danmark så udsat, via privates lånefinansierede forbrug.

Men nu står vi overfor problemet. Gælden skal tilbagebetales. Det vil føre til mindre forbrug. Den stigende byrde - både af ældre der trækker sig tilbage og af jobløse, der har brug for hjælp - vil betyde mindre forbrugsmuligheder. Det betyder at vi SKAL VÆNNE os til lavere vækst. Jeg ved jeg har skrevet det før, men jeg gør det gerne igen.

Så business-skolernes ensrettede fokusering på en sub-optimering af bundlinjer, har måske haft en kollektiv effekt på den nuværende verdensøkonomiske situation.

Måske er det tid til at fokusere mere på vækst og nye muligheder i alle virksomheder (og på ledelses-uddannelser)?

MBA er ikke en blåstempling

Endelig skal man huske på at en sådan MBA ikke er den eneste løsning. Der har været en tendens til blåstempling af uddannelser, men der findes andre løsninger. University of Hard Work holder stadig.

Allerede i 1954 gjorde den amerikanske management guru Peter Drucker opmærksom på risikoen ved at tro, at man kan lave en ledelsesuddannelse, der næsten giver licens til at lede. For ledelse er noget man lærer hen ad vejen via erfaring - se f eks dette indlæg.

Har jeg så fortrudt? Eller vil jeg foreslå andre ikke at læse MBA? Bestemt ikke! Jeg har lært meget på dette studie - både fagligt og om mig selv.

Jeg tror, det er rigtigt sundt at få nye input og opfrisket noget læren midt i livet (hvor jeg antager, jeg selv er med mine 43 år). Og jeg tror ikke, det er nok at melde sig til dans eller tage et psykologi-kursus på AOF. Kravet og det høje niveau har for mit eget vedkommende været særdeles vigtigt. Man skal nemlig udfordres for at flytte sig.

Mit eget udbytte af uddannelsen har bl. a. været

• Et lærerigt spark bagi
• Forståelse for, hvorfor nogle af de ting man tidligere har gjort, har virket
• Udvidelse af netværk
• Ny viden

Endelig er jeg stort set stoppet med at se TV. Det er der nemlig ikke tid til i et sådant forløb. Og jeg savner det ikke, så mine børn bliver sikkert lidt skuffede over at jeg ikke gen-bestiller den store pakke kabel.-tv.

Men MBA er ikke en løsning jeg står med, men en værktøjskasse jeg kan finde redskaber i. Redskaber man kan bruge til at “løfte sig op i helikopteren” og vurdere situationer fra flere vinkler og synspunkter. Ligesom jeg prøver at gøre her, hvor jeg tillader mig at sætte et lidt kritisk syn på den type uddannelse jeg lige har færdiggjort.

Et glimrende billede i hvad en sådan MBA egentlig giver kan du finde i Philip Delves Broughton’ What They Teach You at Harvard Business School: My Two Years Inside the Cauldron of Capitalism - find den her.