Er vi på vej frem eller..... PDF Udskriv

oekonomi

m_117
Mit navn er Jens Balle og jeg er adm. direktør i Handelsinvest. Jeg har en mangeårig erfaring med investering og har arbejdet i både ind- og udland.

Mine kommentarer tager ofte udgangspunkt i psykologien bag markedet - et emne jeg ofte holder foredrag om i forskellige sammenhænge.
sign_05

Vi har fået en forrygende start på 2012 på de finansielle markeder. Aktier er op og det har også været godt at være obligationsinvestor indtil nu. Amerikanske nøgletal er blevet bedre og nogle europæiske ligeså? Er krisen så slut nu? Var det bare et skifte af årstal der skulle til? Det virkede dog ikke for Vestas, men det er en helt anden historie.

Efter et nervøst efterår er det dejligt at se mere rolige og positive markeder. Januar er dog tit en god måned – det var det faktisk også sidste år. Mange forklarer dette med at pensionsmidler indskudt ultimo året skal investeres samt at investorer ved starten af et regnskabsår har mere lyst til risiko end sidst på året.

Men er stigningerne og de spirende positive økonomiske nøgletal et varsel om bedre tider? Er vi ovre den værste krise? spørger epn.dk i dag og vurderet på de kommentarer de får er vi ikke ovre krisen. Det er jeg egentlig glad for, for jeg tror meget på ”The Contrarian Effect”, der går ud på at gøre det modsatte af det markedet forventer. Hvis alle forventer at et marked skal stige, har alle købt er tesen bag. Hvis alle har købt, hvem skal så få markedet til at stige yderligere. I denne situation er markedsstemningen negativ, hvilket bør betyde at mange ikke har købt. Hvis markedet nu stiger vil alle disse markedsdeltagere blive nød til at købe på et tidspunkt.

Der sker også tit det at vi vægter det netop hændte hårdt, når vi skal forudsige fremtiden. Billedligt talt er sikkerhedskontrollen altid højere efter et terror-angreb end før. Så når der har været krise og uro vil man typisk forvente mere af det. Og har der været fryd og gammen vil man typisk forvente det fremadrettet. Der var for eksempel ikke mange, der tilbage i 2007 var negative på fremtiden.

Så måske er vore forventninger mere negative i øjeblikket? Måske er det værste bag os? Det tror jeg det godt kan være.

Det taler Rober Shiller om i dette interview med CityWire. Han vurderes som en af de 50 mest indflydelsesrige personer indenfor finans og var en af de første til at forudsige krisen i 2008. Hør ham tale om frygt, politikeres manglende vilje og mulig boble i obligationsmarkederne:

Men jeg vil give epn.dk’s læsere ret i at krisen ikke er overstået og der vil kunne komme mere uro. Der er jo ikke kommet nogen reel løsning på problemerne endnu, der er bare nogen andre der optager lån i stedet. I stedet for at Giorgos og Eleni skylder pengene vil det fremover være en bred skare af europæere der skylder pengene. Men Grækenland er ikke det eneste land med ”hovedet på blokken”. Se blot her nogle andre lande med store genfinansieringsbehov i 2012.

statsgldforfald2012

Problemerne bliver ikke løst før vore politikere tør tage fat på de ubehagelige emner. Der skal spares penge og budgetterne skal mindskes rundt omkring. Det vil have en negativ effekt på økonomierne – kortsigtet. Det sjove er at mange private (og virksomheder) har indset det og spændt livremmen ind. Hvornår indser politikerne det?

 
Handelsinvest, Søndergade 5, 7400 Herning, Danmark, Telefon: +45 9712 3355 | info@handelsinvest.dk | sitemap