Halvårsrapport 2011 PDF Udskriv

mode_637x87

Uro om flere landes gæld gjorde investorerne nervøse, alligevel pæn vækst i formuen. 

2011 startede positivt, men uro omkring flere landes gæld gjorde investorerne nervøse. I Sydeuropa fortsatte uroen omkring de offentlige balancer og i USA har politikkerne længe debatteret muligheden for en forhøjelse af låneloftet.

Udviklingen på de finansielle markeder betyder desværre at kun tre af vore afdelinger har positivt afkast i årets første seks måneder.

Det samlede resultat blev på -96,5 mio. kr. mod et resultat på 164,0 mio. kr. for samme periode sidste år.

Resultatet er sammensat af et plus på 16,1 mio. kr. i de obligationsbaserede afdelinger og et tab på 112,6 mio. kr. i de aktiebaserede afdelinger. 

Den bedste afdeling har været Handelsinvest Højrentelande, der med et afkast på 2,59% markerede sig flot. Situationen omkring Grækenland og Italien har ført til en del uro i år. Mærkeligt nok har det dog ikke svækket investorernes tillid til obligationer fra Højrentelande og der er fortsat strømmet midler ind i dette marked. Tidligere forventninger om europæiske rentestigninger lader til at være udskudt og Danske Obligationer og Lange Danske Obligationer har opnået hhv. 0,46% og 0,31% i afkast.

På aktiesiden har faldende forventninger til væksten ført til negative afkast. Værst er det gået i Latinamerika med -10,7% og mindst dårligt er det gået i Europa med -2,03%. Virksomhedernes indtjening er over en bred kam i orden, men udsigterne for fremtiden er blevet lidt mørkere i løbet af første halvår.

Vi har formået at fastholde en pæn vækst i nye midler i årets første seks måneder og foreningens samlede formue udgjorde ultimo juni 2011 3.961,6 mio. kr. Vi har i årets første seks måneder modtaget knap 725,0 mio. kr. i nye indskud. Det er især vore obligationsafdelinger og afdeling Nordamerika og Verden, der trækker nye investorer til.

Efter regnskabets færdiggørelse er de finansielle markeder yderligere ramt af uro. USA har vedtaget nyt gældsloft, men umiddelbart derefter nedjusterede S&P USA's kreditvurdering. Dette har gjort de finansielle markeder særdeles turbulente og forårsaget yderligere tab i aktieafdelingerne på mellem ca. 8-20%. Obligationsafdelingerne har derimod haft positive resultater.

Læs fondsbørsmeddelelsen her.

Halvårsrapport 2011 kan downloades her.
Porteføljesammensætning halvår 2011 her.

 

 

 

 

 

 

 

 
Handelsinvest, Østergade 2, 7400 Herning, Danmark, Telefon: +45 9712 3355 | info@handelsinvest.dk | sitemap