 |
|
 |
|
Global Evolution er 100% specialiseret i kapitalforvaltning inden for Emerging Markets.
Teamet bag Global Evolution har rådgivet andre danske investeringsforeninger i en længere årrække og har lang erfaring inden for Emerging Markets og risikostyring.
|
|
Rækken af finans- og pengepolitiske stimuli fortsatte i marts i usvækket omfang. I USA løftede finansminister Geithner sløret for et Public-Private Investment Program (PPIP) til håndtering af banksektorens problemfyldte udlån, og fra internationalt hold introducerede IMF omfattende ændringer til de eksisterende udlånsfasciliteter herunder en ny Flexible Credit Line (FCL). Med kun få eller ingen muligheder for at nedsætte renten yderligere, valgte centralbankerne i USA, Storbritannien og Schweiz desuden at tilføre likviditet og tvinge markedsrenterne ned via direkte opkøb af statsobligationer.
Små tegn på forbedring Små tegn på bedring i de økonomiske statistikker, centralbankernes opkøb af statsobligationer, lavere boligrenter samt positive indtjeningssignaler fra banksektorerne i USA og Storbritannien gav et pænt løft til investortilliden. På den baggrund steg de toneangivende amerikanske aktieindeks i marts med mellem 7,7 % og 10,9 %, mens den 10-årige US statsrente faldt med 0,35 %-point til 2,67 %.
I emerging markets udnyttede flere lande den bedre stemning og de lavere US-renter til at udstede ny dollargæld på det internationale obligationsmarked. Bl.a. solgte Indonesien og Peru begge nye 10-årige obligationer. Stemningsskiftet på de finansielle markeder kunne dog ikke forhindre, at måneders økonomisk nedtur vedblev at sætte den lokale politiske dagsorden. I Ungarn trådte premierminister Gyurcsany tilbage og i Tjekkiet led premierminister Topolanek og regeringen nederlag ved en mistillidsafstemning. I Tyrkiet blev lokalvalget den 29. marts ikke den overbevisende tillidserklæring, som det regerende AK parti havde håbet på, hvilket blev set som en klar advarsel om utilfredshed blandt vælgerne. Endelig annoncerede regeringen i Sydkorea nye finanspolitiske stimuli efter offentliggørelsen af en økonomisk tilbagegang i 4. kvartal 2008 på 3,4 % - det største fald siden 1998.
Udsigter og investeringsstrategi for april Ved indgangen til april er det G20-topmødet i London, der præger overskrifterne. Forventningerne forud for mødet og dets udfald har været så høje, at risikoen for skuffelse efter vores mening er stor. G20 topmødeudfaldet vil sammen med nye meldinger om den amerikanske bilindustris skæbne og finansminister Geithners PPIP-plan komme til at præge den overordnede risikovillighed i april.
I emerging markets vil nogle regeringer desuden skulle træffe valget mellem upopulære finanspolitiske beslutninger og utilfredse vælgere, eller forværrede offentlige budgetter og negative reaktioner på finansmarkederne. Med det tyrkiske lokalvalg et overstået kapitel forventer vi, at det kun er et spørgsmål om dage før tyrkerne enes med IMF om betingelserne for en ny lånefacilitet på ca. USD 25 mia. I Indonesien og Sydafrika vil der være fokus på parlamentsvalgene hhv. den 9. april og den 22. april.
|
|
| |
|