Den demografiske virkelighed presser sig på. Dette gælder ikke kun Danmark, hvor den aktuelle kommunale valgkamp har fokus på trængte offentlige budgetter og øget brugerbetaling for ældre borgere. Problemet er globalt.

Verdensbefolkningen ældes

Faldende fertilitetsrater, ændrede familiestrukturer og en højere gennemsnitlig levetid vil i de kommende årtier medføre en generel aldring af verdensbefolkningen samt udløse relativt store forskydninger i de enkelte lande og regioners andele af den samlede verdensbefolkning. I følge United Nations Population Division vil de største tabere i relation til sidstnævnte være Japan, hvis befolkning frem til 2050 forudses at falde 20 % til 102 mio., mens 18 af de 25 lande, hvis befolkninger står til at skrumpe mest er at finde i Østeuropa herunder i de såkaldte CIS-lande.

Den russiske befolkning ventes således at skrumpe med 22 %, Ukraines befolkning med 34 % og Bulgariens befolkning med 43 %. Den amerikanske befolkning ventes derimod at vokse med ca. 32 % til 402 mio., mens det afrikanske kontinent som region fremstår som den helt store vinder med en forventet stigning i andelen af verdensbefolkningen til 21,7 % fra 14,2 % i dag.

Tankevækkende, - men mindst lige så tankevækkende er det, at 50 % af de næste 40 års befolkningstilvækst på anslået 2,5 mia. ventes at udgøres af personer over 60 år. På globalt plan vil de ældres andel af befolkningen (defineret som 60år +) herefter udgøre 22 % sammenlignet med 10 % i dag.

Der vil imidlertid være store forskelle de enkelte lande og regioner imellem. Japan og Sydkorea ældes hurtigt og ventes til den tid at have ældreandele på mere end 40 % (hhv. 26,3 % og 13,7 % i dag), mens Kinas ældreandel ventes at udgøre mere end 31 % (11 % i dag).

I Europa ventes ældreandelen at stige til mellem 30 % og 40 % (fra
mellem 21 % og 26 % i dag), mens Nordamerika og Sydamerika kan imødese en stigning i ældreandelen til ca. 25 % (fra hhv. 17 % og 9 % i dag). Det afrikanske kontinent skiller sig igen ud med en forventet ældreandel på under 10 % i 2050.

De økonomiske og sociale perspektiver er tankevækkende og stiller store krav til den fremtidige politiske reformvilje - og evne. Den demografiske udvikling, politikernes reformudspil og løsningsmodeller vil få stor indflydelse på de enkelte landes og regioners økonomiske potentiale, befolkningernes levestandard og velstand - alt sammen forhold som vi i Global Evolution forholder os til både som privatpersoner i planlægningen af vores opsparing og på det professionelle plan som kapitalforvalter.

Emerging Markets-universet ligner en vinder

Med risiko for at blive beskyldt for at være farvet af vores fokusområde, vil vi vove den påstand, at emerging markets-universet har de bedste kort på hånden. Dette gør vi bl.a. med baggrund i universets såkaldte demografiske dividende. Her tænkes blandt andet på et ventet fald i den offentlige forsørgerbyrde udløst af en gradvist faldende fertilitetsrate, en arbejdsstyrke der sandsynligvis først topper i antal om 20-30 år, samt en - trods udsigten til en fordobling af ældreandelen - lavere forsørgerbyrde til ældre end i de rigere industrialiserede dele af verden.

Endvidere har emerging markets-økonomierne stadig et uudnyttet langsigtet arbejdsstyrkepotentiale, idet kvindernes deltagelsesgrad i mange tilfælde ligger på 50 % og derunder (Kina dog 70 %), mens potentialet for produktivitetsforbedringer også er åbenbart - ikke mindst i landbruget. For den industrialiserede del af verden synes
mulighederne for væsentlige produktivitetsforbedringer mere begrænset, mens mulighederne for en udvidelse af arbejdsstyrken først og fremmest ligger i en højere deltagelsesgrad for ældre samt en udskydelse af tidspunktet for en tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet.

Den modne verdens gældsbyrde vokser eksplosivt

Så langt så godt - verden bliver ældre og ingen lande og regioner undgår denne udvikling. Men hvad er de enkelte landes udgangspunkt for at håndtere de kommende årtiers udfordringer?

Målt på gængse økonomiske variabler tyder meget på, at den "rige" industrialiserede verden har skudt sig selv i foden med de seneste 12 måneders fiskale stimuli og deraf følgende gældssætning.

Mandag i indeværende uge advarede EU-kommissionen eksempelvis om, at den offentlige gæld i EU - som følge af de seneste 12 måneders fiskale nødforanstaltninger - vil nå 100 % af BNP i 2014 med mindre EU-landenes regeringer genopretter den fiskale disciplin. Det er i den sammenhæng værd at huske, at et af kriterierne for medlemskab af ØMU foreskriver en gælds/BNP-rate på maksimalt 60 %. I anden sammenhæng opfordrede den kinesiske premierminister, Wen Jiabao, USA til at stabilisere dollaren og bringe landets budgetunderskud under kontrol.

Skal vi bekymre os?

Skal politikerne tage EU-kommissionens advarsel og den kinesiske bekymring alvorlig, eller er der tale om pleje af særinteresser (Maastricht-traktatens 60% gælds/BNP limit hhv. de kinesiske US T-bond- og dollarreserver)? Efter vores bedste overbevisning udgør den voksende gældsætning i EU, USA og Japan en alvorlig trussel mod den vestlige verdens velfærd og velstand, som vi kender i dag, - dels som følge af den demografiske fremskrivning jf. ovenstående, dels fordi den store gældsbyrde vil mindske muligheden for meningsfyldte fiskale stimuli i fremtiden.

Betydelige opstramninger en forudsætning

En tilbagevenden til de gælds/BNP-rater, som vi (og ratingbureauerne) normalt betragter som forenelige med økonomisk stabilitet vil forudsætte betydelige fiskale opstramninger. Som danskere, kan vi glæde os over, at Danmark er relativt godt stillet - både hvad angår strukturen af vores pensionssystem og landets gældbyrde.

Mere generelt frygter vi dog, at den vestlige verdens politikerne - stillet over for en stadig stigende ældreandel i vælgerkorpset - vil udskyde de upopulære beslutninger for længe. Et nyligt offentliggjort IMF-notat taler sit tydelig sprog. IMF-økonomer forudser her, at gældsbyrden i de modne G-20 lande i 2014 vil være vokset til 118 % af BNP og anslår samtidig, at en nedbringelse af gælds/BNP-raten til 60 % i 2030 vil kræve en gradvis stramning af den primære budgetbalance til plus 4,5 % af BNP i 2020 fra minus 3,5 % af BNP i 2010, - og at fastholde overskuddet på 4,5 % af BNP i de efterfølgende 10 år.

De fleste politikere vil nok tøve med at lægge navn til en sådan hestekur, og foreløbigt er der næppe udsigt til, at G7-statsgæld bliver en mangelvare. I relation til de modne økonomiers voksende gældsbyrde peger andre IMFanalyser peger på, at en stabilisering at den offentlige gæld på 2014-niveauet kan implicere en "alt andet lige" stigning i markedsrenteniveauet på op til 2 %-point.

For de enkelte lande vil størrelsen af rentestigningen afhænge af den initiale budgetbalance og gældsbyrdens indledningsvise størrelse, dog med størst negative konsekvenser for de økonomier, der står overfor en hastig befolkningsaldring.

Som en konsekvens af øget gældsætning og stigende renter ventes renteomkostningerne i de modne G20-økonomier derfor samlet at vokse fra 1,9 % af BNP i 2007 til 3,5 % af BNP i 2014 (beregningerne tager udgangspunkt i en realrente på 2,5 %). I USA's tilfælde forudses omkostningerne til gældsservicering derfor i 2014 at overgå udgifterne til andre tunge udgiftsposter så som forsvar, sundhed og uddannelse. Disse udsigter understreger behovet for, at der i god tid udfærdiges troværdige exitstrategier for de aktuelle krise-stimuli.

Emerging Markets er fremtidens dukse

Noget lysere tegner fremtiden for emerging markets økonomierne. Her forudser IMF-økonomerne en forbedring af budgetbalancerne fra minus 4,0 % af BNP i 2009 til minus 2,7 % af BNP i 2010. Efter 2010 forventes gældsbyrden i G20 emerging-økonomierne at falde moderat til et niveau lavere end 40 % af BNP. Tidligere debitornationer er nu kreditornationer og vice versa.

I international politik har de skiftende (magt)balancer blandt andet ført til, at G20 nu anerkendes som det rette forum for globale økonomiske anliggender.

Ratingbureauerne tøver endnu med at skrue bissen alvorligt på overfor G7-landene og har (af politiske årsager?) endnu ikke reageret negativt på den hastigt voksende amerikanske gældsætning. USA har derfor stadig sin AAArating til trods for, at lignende ubalancer i et hvilket som helst andet land ville have fået de røde advarselslamper til at lyse.

Investorerne lader sig ikke narre

Investorer i såvel real-økonomiske aktiver som finansielle aktiver lader sig imidlertid ikke narre, og vi har fuld forståelse for, når lande som Rusland, Kina, Brasilien og Indien efterlyser andre reservevalutaer end dollaren, og når Indien i stor stil udskifter landets dollarreserver med guld.

Alt imens G3-landene vender det blinde øje til ubalancer og gældsætning, og rating-bureauerne sætter deres troværdighed som økonomiske vagthunde yderligere på spil, vil de kommende år derfor fastholde dollaren i defensiven mens renteforskellen mellem den modne verdens rentemarkeder og den nye verdens ditto vil
reduceres yderligere.