Positive afkast igen i Emerging Markets i oktober PDF Udskriv

 

Emierging_637_87

global_logo_lille

Global Evolution er 100% specialiseret i kapitalforvaltning inden for Emerging Markets.

Teamet bag Global Evolution har rådgivet andre danske investeringsforeninger i en længere årrække og har lang erfaring inden for Emerging Markets og risikostyring.

 

Godt hjulpet af opstemte forventninger til en snarlig 2. runde lempelse af amerikansk pengepolitik på helt op til 1 billion dollars leverede risikoaktiver igen i oktober positive afkast. Guld, den ultimative dollarsubstitut, satte således ny rekord i 1.387,35 dollars/oz og leverede et månedligt afkast på 3,7 %.

Sandsynligheden for, at præsident Obama ville blive hæmmet af en republikansk sejr ved det amerikanske midtvejsvalg den 2. november samt fortsat høje kreditpræmier på ØMU-periferiens statsgæld blev ignoreret af investorerne. G20-finansministermødet i Seoul bragte ingen løsninger på de globale ubalancer og den omsiggribende brug af kapitalrestriktioner og valutaintervention. Slutdokumentet fra mødet indeholdt ganske vist en opfordring til at afstå fra konkurrenceforvridende valutaintervention, men som Tysklands økonomiminister Bruerdele bramfrit hævdede, er vedvarende og overdreven brug af den amerikanske seddelpresse at sidestille med indirekte valutamanipulation. Endvidere blev det med baggrund i Emerging Markets-landenes stigende globale indflydelse besluttet, at disse landes stemmeandele i IMF skulle øges på bekostning af Vesteuropa, som må afgive 2 pladser.

Lokalt og regionalt i Emerging Markets-universet var det især politik, budgetdisciplin, kapitalrestriktioner og valutaintervention, der var i fokus. I Afrika afholdt Elfenbenskysten den 31. oktober 1. runde af det mindst seks gange udsatte præsidentvalg, og alt tyder på et tillidsskabende forløb. I Argentina afgik tidligere præsident Nestor Kirchner (gift med nuværende præsident Christina Fernandez de Kirchner) uventet ved døden. Dette udløste et betydeligt fald i risikopræmien på den argentinske statsgæld, idet Nestor Kirchner er blevet set som den største hindring for normaliserede forhold til IMF samt i forventning til en mere markedsvenlig økonomisk politik. I Brasilien vandt Arbejderpartiets Dilma Rousseff 2. runde af præsidentvalget med 56,1% af stemmerne vs. oppositionens José Serra (som fik 43,9 %). Et markedsmæssigt positivt udfald, idet Rousseff er tro mod afgående præsident Lulas økonomiske politik.

Efter en vis afmatning i september oplevede Emerging Markets-obligationsafdelinger generelt pæn tilgang af investeringer i oktober. I følge Emerging Portfolio Fund Research havde afdelinger med fokus på den dollardenominerede gæld en tilgang på USD 1,34 mia. svarende til 3,0 % af aktiverne under forvaltning (AUF), mens afdelinger fokuseret på gæld udstedt i lokalvaluta modtog nye investeringer svarende til USD 2,24 mia. eller 6,1 % af AUF. Afdelinger med et fleksibelt investeringsfokus oplevede en tilgang på USD 1,18 mia. svarende til 4,6 % af AUF.

Udstedelsen af ny statsgæld i dollar eller euro var i oktober relativt begrænset. Albanien udstedte EUR 300 mio. med forfald i 2015, Dubai tegnede sig for en dobbeltudstedelse på i alt USD 750 mio. med forfald i hhv. 2015 og 2020, mens Mexico stod for en 100-årig udstedelse på USD 1,0 mia. Endelig udstedte Brasilien ny gæld i en eksisterende international BRL-denomineret obligation med forfald i 2028. Den samlede obligationsudstedelse fra såvel Emerging Markets-stater som virksomheder kunne i oktober opgøres til USD 38 mia.

Udsigter og investeringsstrategi for November

I skrivende stund er al opmærksomhed rettet mod det amerikanske midtvejsvalg den 2. november og mødet i den amerikanske forbundsbank den 3. november. Udfaldet heraf har selvsagt stor betydning og vil sætte tonen på de finansielle markeder i de kommende uger og måneder.

Mere sekundært vil der være en vis interesse for udfaldet af de pengepolitiske møder i Bank of England, ECB og Bank of Japan samt udfaldet af G20-topmødet i Seoul, som indledes den 11. november. Markedsmæssigt ventes udbuds- og efterspørgsels-situationen præget af begrænsede afdrag- og kuponbetalinger, men da de fleste stater har fået 2010- finansieringen på plads ventes nyt statsligt udbud tilsvarende at blive begrænset.

Vi forventer, at den amerikanske centralbank vil iværksætte en ny runde pengepolitisk stimuli til en samlet værdi af mindst USD 500 mia. med mulighed for en forhøjelse på yderligere USD 500 mia., hvis situationen kræver det. Omvendt forventer vi ikke, at ECB for nuværende er klar til at iværksætte storstilede pengepolitiske stimuli. Med forbehold for endnu en markant stigning i de svage ØMU-landes kreditpræmier og en stigning i kreditpræmierne på europæsike banker forudser vi, at euroen vil styrkes til 1,42-niveauet mod dollar. Risikovilligheden vil forblive intakt og muligvis øges. Vi forbliver overvægtet i højtforentede kreditter såsom Argentina, Venezuela samt Ukraine og Georgien.

 

 

 

 

 

 

 

 
Handelsinvest, Østergade 2, 7400 Herning, Danmark, Telefon: +45 9712 3355 | info@handelsinvest.dk | sitemap