|
Fra øst til vest - aktier har været bedst |
|
|
 | Fra øst til vest - aktier har været bedst | | | | En gang om året sætter eksperter fra London Business School sig sammen for at regne på de langsigtede afkast af aktier og obligationer. Aktier svinger mere i kurs end obligationer og skal derfor give et bedre afkast end obligationer som kompensation for den højere risiko. Hvor stort dette merafkast reelt har været, det er blandt andet det, man får svaret på hos London Business School. Analysen omfatter værdipapirer fra Australien i øst til USA i vest. Op mod 20 af de toneangivende finansmarkeder indgår. Perioden er 1900-2007. Samtlige afkast er beregnet som realafkast - dvs. renset for prisstigningerne i samfundet. Aktierne slår obligationerne På samtlige markeder har aktier været en bedre investering end obligationer. Australien skiller sig ud med den suverænt største forskel. Her har aktierne givet et gennemsnitligt årligt realafkast på 7,9 pct. mod obligationernes kun 1,3 pct. Det svarer til et årligt merafkast - den såkaldte risikopræmie - fra aktier på over 6 pct. Lavt merafkast fra danske aktier Danske aktier har givet et gennemsnitligt årligt realafkast på 5,3 pct. mod 3 pct. fra obligationer Det svarer til et merafkast fra aktier på kun 2,3 pct. om året. Det er et af de laveste niveauer blandt landene i analysen. Gennemsnittet for alle landene har været et årligt merafkast fra aktier på cirka 4 pct. Gode afkast af danske obligationer På obligationsområdet skiller Danmark sig ud. De 3 pct. fra danske obligationer er periodens suverænt bedste obligationsafkast. Schweiz ligger tættest på med et afkast på 2,6 pct., mens obligationer fra både Italien, Tyskland og Japan ikke engang har kunnet holde trit med inflationen i perioden. - Når danske obligationer har givet et så flot afkast sammenlignet med de andre lande, så hænger det ikke mindst sammen med det velfungerende danske realkreditsystem. Det har indebåret lave omkostninger og også lave tab - og det kan ses i afkasttallene, forklarer økonom Christian Kaasen, InvesteringsForeningsRådet. Historiske afkast er ingen garanti Analysen fortæller desværre ikke noget om, hvordan værdipapirmarkederne bevæger sig i fremtiden. Og historiske afkast er ingen garanti for fremtidige. Men man kan konkludere, at ud fra de hidtidige erfaringer, så har aktier på langt sigt givet et pænt merafkast i forhold til obligationer. Det betyder dog ikke, at man skal fokusere ensidigt på aktier. - Vi har tidligere behandlet emnet og meget tyder på at de fleste er bedst tjent med at have både aktier og obligationer i porteføljen, siger administrerende direktør i Handelsinvest, Jens Balle. - Og tallene viser at man som langsigtet investor snyder sig selv ved ikke at have aktier i sin portefølje, slutter Jens Balle. | | | | |